Borgerinddragelsens svære kunst
Arbejdsbetingelserne for lokalpolitikerne kompliceres voldsomt, hvis man for hver sag skal konfronteres med, hvad flertallet mener. Især hvis tallene er statistisk korrekte ;-)
Flere virksomheder tilbyder i dag såkaldte borgerpaneler til kommunerne. Princippet er i al enkelhed, at et repræsentativt udsnit af kommunens borgere inviteres til at sidde i et panel.
Hver af de udvalgte borgere får løbende spørgsmål stillet, som vedrører politiske forhold i kommunen. Besvarelsen foregår på nettet. Efter hver spørgerunde publiceres en slags opinionsrapport med statistik over borgernes holdninger, som kommunalbestyrelsen så kan anvende som pejlemærke i sin videre beslutningsproces.
Det lyder jo både som et smukt demokratisk tiltag og som en ny og spændende måde at inddrage borgerne i beslutningsprocessen.
Kommunalbestyrelserne vil ikke være med
Men det har hurtigt vist sig, at man har gjort regning uden vært. Således er der i mange kommuner en voksende modstand mod borgerpanelerne. Men overraskende nok kommer modstanden oppefra.
I takt med de første eksempler på borgerpaneler er lanceret, vender flere og flere kommunalbestyrelser sig mod princippet. Modstanden bygger på, at politikerne ikke ønsker at have vælgerne til at ånde sig i nakken, hver gang en sag skal behandles. Arbejdsbetingelserne for lokalpolitikerne kompliceres voldsomt, hvis man for hver sag skal konfronteres med, hvad flertallet mener. Især hvis tallene er statistisk korrekte ;-)
En blødere form for borgerindragelse
Den gennemgående stemning hos de kommuner jeg taler med er, at man er fuldt bevidste om ovenstående problemstilling. Derfor er der i dag en bevægelse væk fra de rene borgerpaneler og over mod en blødere form for borgerindragelse, hvor borgerindragelse i højere grad handler om, at debatten og idegenereringen skal i centrum i stedet for løbende afstemninger blandt borgerne.
De blødere og mere kvalitative former for borgerindragelse på nettet (som fx borgernetværk, foreningsweb, ungeunivers m.v.), giver politikere og kommunens embedsfolk mulighed for at stikke en finger i jorden og notere sig de forskellige holdninger og argumenter, der er til sted i en debat uden at skulle konfronteres direkte med, hvad et flertal i kommunen allerede mener.
Jeg fornemmer også, at både det politiske som det administrative system i kommunerne opfatter borgerpanelet som en udfordring af det repræsentative demokrati. Det har affødt en vis usikkerhed for konsekvenserne på længere sigt. Hvad sker der, hvis kommunalbestyrelsen ved flere lejligheder i træk går stik imod borgerpanelet? Hvad med de borgere, som ikke får lov at deltage i panelet? Kan man overhovedet lukke et borgerpanel igen, uden at det afføder nye problemer? osv osv.
Borgerpanelet er ikke dødt
Jeg er overbevist om, at det statistiske borgerpanel har en fremtid i dansk kommunalpolitik. Men jeg tror kun, kommunerne tør anvende det til at afdække overordnede politiske spørgsmål, der vedrører kommunens visioner for fremtiden. Dermed kan det blive en tynd kop the.
Jeg forudser, at kommuner med borgerpaneler med tiden ikke ønsker (eller orker) at spørge mere end 1-2 gange om året. Dermed reduceres borgerpanelets betydning for borgerindragelsen i kommunerne væsentligt.
Borgerpanelet er således ikke dødt endnu. Men erkendelsen er i dag, at borgerpanelet ikke var den endegyldige løsning på, hvordan vi indrager borgerne gennem de digitale medier.